Hvorfor gå caminoen?
Der er mange grunde til at begive sig ud på Caminoen. Oprindeligt handlede det om en religiøs pilgrimsrejse, men i dag er motivationerne meget forskellige. På min tur mødte jeg mennesker fra hele verden – både mænd og kvinder, unge og ældre. Hver havde deres egen grund til at gå, og nogle gjorde det uden nogen specifik årsag.
Når man går en strækning på 850 km over en måned, lærer man de folk, man møder, at kende. Nogle gik Caminoen som en del af et jobskifte eller fordi de følte sig fastlåst i hverdagen. Jeg mødte en kvinde, der gik efter at have opsagt sit job på grund af en upassende chef. Hun havde besluttet at flytte hjem til sit hjemland. En anden person, jeg mødte, var en mand, der var midt i et smertefuldt brud med sin kæreste. Han var kørt fast i sit liv, og da kæresten flyttede til Canada, slog hun op med ham, efter at han havde opsagt sit job og sin lejlighed.
Der var også folk, der gik på grund af tabet af en ægtefælle. En mand, jeg mødte på et kristent herberg, var netop blevet skilt og havde mistet sin datter. Han brød sammen i tårer, da vi delte vores årsager til at gå Caminoen.
Men det er ikke altid tunge grunde, der driver folk. Mange går Caminoen som en del af deres pensionsliv, for at tage en pause fra studierne eller fordi nogen har anbefalet dem ruten. Det var også grunden til, at jeg selv gik Caminoen.
Hvorfor gik jeg Caminoen?
Hvis du havde spurgt mig, før jeg begyndte turen, ville jeg nok have svaret, at jeg gik, fordi jeg ville udfordre mig selv og prøve at gå længere, end jeg nogensinde havde gjort før. Samtidig spillede det en rolle, at jeg har arbejdet i Eventyrsport og Grejfreak.dk, hvor jeg har hjulpet utallige kunder med at finde det rette udstyr til deres ture. Caminoen er en legendarisk og klassisk vandrerute, som jeg følte skulle krydses af på min “outdoor to-do liste.” For mig handler det om at være en ægte outdoor-entusiast, og Caminoen er næsten en nødvendighed for at opnå den følelse.
Derudover var jeg også nysgerrig efter at se, hvad der ville ske, når jeg var helt isoleret med mine egne tanker. I hverdagen har man sjældent tid til virkelig at tænke over tingene. Livet er travlt, og nogle gange kan jeg føle mig stresset over alle de ting, jeg synes, jeg burde gøre. Caminoen gav mig en chance for at komme ned i tempo, mærke efter, hvad jeg savnede, og måske få en klarere idé om, hvad jeg vil i fremtiden, og hvilke mål jeg skal sigte efter. For mig fungerer det bedst at have noget konkret at arbejde hen imod.
Hvad siger jeg så efter at have gået Caminoen?
Hvis jeg skal nævne nogle ting, jeg har fået ud af turen, så er det helt klart, at den var fysisk udfordrende, jeg fik nye bekendtskaber, og jeg lærte at kende mine egne begrænsninger – både i forhold til socialisering og at sige fra, så jeg ikke altid er en pleaser.
Det fysiske:
Jeg er løber derhjemme og vant til at være i god form, så jeg regnede med, at en lang vandretur ikke ville være så hård for mig – måske bare lidt vabler og skarvsår. Men det gik anderledes. Jeg slap ikke for smerter, og ud over vabler og skarvsår fik jeg også skinnebensbetændelse, som kom bag på mig. Det betød, at jeg ikke kunne fortsætte i samme tempo eller gå lige så mange kilometer om dagen som før. Nogle dage gik jeg 32-35 km, men efter betændelsen måtte jeg nøjes med maksimalt 25 km og sætte tempoet så meget ned, at jeg blev overhalet af pensionister og andre. Løberen i mig havde lyst til at sætte farten op og vise, at jeg var hurtigere, men her blev jeg mindet om, at jeg ikke er udødelig og burde have forberedt mig bedre. Med lidt medicin, massage og tålmodighed gik betændelsen heldigvis væk.
Nye bekendtskaber
9 dage efter, jeg startede med min ven Thomas, var jeg alene på turen, og de første dage følte jeg mig virkelig alene og lidt ensom. Jeg brugte podcasts til at fylde stilheden ud og gik hele dagen i solen, indtil jeg om eftermiddagen nåede frem til et albergue/hostel, hvor jeg fik en seng og et bad. Jeg takkede ja til fællesmiddagen og kom i snak med en fyr, hvorefter en britisk fyr ved navn Ben kom hen og sagde, vi talte for højt. Senere faldt vi i snak igen, og Ben kendte alle omkring bordet. Han var en del af en stor gruppe, der havde fulgtes ad siden starten i Saint-Jean-Pied-de-Port. Jeg endte faktisk med at gå med denne gruppe i tre dage. Derudover mødte jeg mange andre undervejs, hvor man bare kunne spørge, om man måtte spise sammen. Folk kom også hen til mig i pauserne og spurgte, om de måtte sidde med. Man får hele tiden nye venner og bekendtskaber.
Begrænsninger
Jeg lærte også, hvor vigtigt det er at sige fra. Det gik op for mig, at jeg havde brug for dagtimerne for mig selv til at gå og tænke eller lytte til en podcast, selvom jeg nød selskabet om aftenen. Jeg mødte dog en fyr undervejs, der talte konstant og kom med en masse facts, som ikke interesserede mig. Jeg havde svært ved at sige nej og gå alene, fordi jeg var bange for, at han ville blive såret og tage det som en afvisning. Efter at have gået med ham i tre timer, var jeg helt drænet. Dagen efter gjorde jeg alt for at undgå ham. Jeg ventede længe med at starte min dag for at sikre, at han gik foran mig, og hvis jeg indhentede ham undervejs, gik jeg videre uden at stoppe. Det var en lang dag, hvor jeg konstant kiggede over skulderen for at undgå at blive indhentet.
Caminoen lærte mig ikke kun at presse mig selv fysisk og skabe nye relationer, men også at tage hensyn til mine egne behov og grænser.
